De to hovedkomponenter i den bevægelige kæbe og den faste kæbe er de to kæbeplader. På kæbeknuserens bevægelige kæbe er der et stykke højmanganstål (eller andet slidbestandigt) materiale med langsgående tænder, konkav og konveks relativ aktivitet i forhold til den faste kæbeplade. Kæbepladen kaldes også tandpladen. Disse to tandplader er vigtige knuseværktøjer til kæbeknuserdriften. Ved at stole på den relative bevægelse af tandpladerne klemmer, bøjer og knækker de malmmaterialet for at opnå formålet med at knuse.
Kæbepladen er knækket for sten, især for højhårde materialer til at udføre kontinuerlig stærk trykbelastningsdrift og materiale- og materialeinteraktion, så materialet producerer mejsel og kæbe slid. Under arbejdsbetingelserne for knusning af materialer går kæbepladematerialet gradvist tabt og tyndere, og styrken og sejheden fortsætter med at falde. Alvorlig slitage, deformation og brud vil få porcelænspladen til at miste sin knusningseffekt, og kæbeknuseren kan ikke knuse arbejde normalt og effektivt.
For at opnå formålet med at forlænge brugstiden for tandpladen og forbedre udstyrets output, skal afstøbningen have en sej og slidstærk skal og højresistent kernevæv. Det høje manganstål, der indeholder forskellige former for hårdmetal, vil være meget velegnet under tandpladens arbejdsforhold.
Højt manganstål hører til ståltypen med højt kulstofindhold, og kulstofmængden i stål med højt manganindhold spiller en vigtig rolle for slidstyrken. Generelt, med stigningen af kulstof, er hårdheden af kulstofindholdet befordrende for at forbedre slidstyrken af stål. Men under betingelse af stærk påvirkning, for at få stålet til at have god plasticitet, sejhed og forarbejdningshærdning, bør kulstofindholdet reduceres passende. Mangan er hovedelementet i stål med højt manganindhold. Når mængden af kulstof er sikker, med stigningen i manganindholdet, vil styrken og sejheden af stål også stige. Så nu bruger de fleste kæbeknuserproducenter og sandmaskineproducenter hovedsageligt højmanganstål kæbeplade
